Pages

søndag den 30. maj 2010

Ny ansøgning


Da jeg havde fået at vide, at jeg var blevet valgt til at blive sendt af sted, skulle jeg udfylde en hel masse papirer: Jeg skulle have læge- og tandlægeerklæring, jeg skulle udfylde en masse persondata, og jeg skulle skrive et brev til min kommende værtsfamilie (som jeg selvfølgelig ikke kendte). Her fik jeg også mulighed for at genoverveje hvilket land, jeg gerne ville til.

Da jeg nu var sikker på, at jeg skulle af sted, ville jeg faktisk gerne prøve noget vildere  end USA – USA kan man nemlig forholdsvis nemt udforske på egen hånd. Nu, hvor jeg fik muligheden, ville jeg gerne udnytte, at jeg ville få nogle folk bag mig i mit kommende værtsland. Derfor valgte jeg en ny førsteprioritet: Taiwan.
    Papirerne blev sendt af sted, og jeg kunne nu kun vendte på at få besked om, hvor jeg ville blive sendt hen!

Julia :)

lørdag den 15. maj 2010

Samtaler :o


I løbet af efteråret blev jeg kaldt til samtale med min counsellor (den mand som har ansvaret for udvekslingsstudenterne i den lokale Rotary-klub), og her talte vi så om mig, min ansøgning og mine forventninger til et eventuelt udvekslingsophold. Flere ansøgere var naturligvis til samtale, men kun et begrænset antal unge mennesker sendes ud fra hver klub afhængig af klubbens størrelse. I den klub, hvor jeg havde ansøgt, blev kun én person sendt af sted, så der var konkurrence om pladsen. Derfor blev jeg også ufattelig glad, da jeg fik at vide, at jeg var blevet valgt!
    Hvad jeg gjorde for at blive valgt, kan naturligvis være svært at sige, men som sagt lagde jeg rigtig meget arbejde i min ansøgning. Derudover var jeg bare mig selv til samtalen, og viste naturligvis stor interesse for udvekslingsopholdet, bl.a. ved at have tænkt over hvorfor jeg gerne ville af sted.
    Når man er blevet valgt til at være udvekslingsstudent er der 99% chance for, at man bliver sendt af sted – så allerede i efteråret begyndte jeg at glæde mig!

Julia :)

onsdag den 17. marts 2010

Ansøgning


At skrive ansøgningen tog lang tid og krævede meget arbejde, men jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at det skulle blive så godt som muligt – det var jo ansøgningen, det hele afhang af! Ansøgningen skulle skrives på engelsk, og ud over at, den skulle indeholde faktuelle oplysninger om mig og min familie, så skulle jeg også skrive en hel masse om bl.a. mine fritidsinteresser, min skole, samfundet jeg bor i, rejser jeg har været på, mine stærke og svage sider, ting jeg ikke kan lide, hvad mine fremtidsambitioner er, og hvad mine forventninger var til udvekslingsopholdet.
    Alt dette skulle som sagt skrives på engelsk – men det var betingelsen for at have en chance for at komme af sted med Rotary. Jeg afsatte rigtig med tid til at skrive den her ansøgning og tog punkterne et af gangen for at kunne overskue det hele. Ansøgningen blev på små 15 sider. Nu skal du ikke blive helt skræmt, for i dag er kravene blevet ændret en smule. Ansøgningen skal i dag skrives som et brev til en (muligvis) kommende værtsfamilie, og må max fylde 3 sider. Derudover skal den, ligesom min, indeholde billeder af fx dig og din familie, dig og din fritidsinteresse m.m. 

Der er ikke andet at sige end: se at kom i gang!, hvis du gerne vil af sted med Rotary. Det kan virke som en stor mundfuld, men bliver du valgt, er det til gengæld hele arbejdet værd! Ellers er det jo altid en god øvelse :p

HUSK at ansøgningsfristen for Rotary er allersenest 20. september året før, du vil rejse ud. Læs evt. mere om ansøgningsprocessen på:


Julia :)

tirsdag den 16. marts 2010

Rotary-klubber :)


Det første, jeg gjorde, da jeg havde valgt Rotary, var, at kontakte min lokale Rotary-klub. Jeg havde ikke hørt om klubben i forvejen, men kunne finde telefon-numre på hjemmesiden:


Jeg ringede så til én fra klubben, som bad mig skrive og sende en ansøgning i august/september (dog senest 20. september). Så ville jeg derefter blive taget op til vurdering, og komme til samtale med én fra klubben. Ansøgningsformularen kunne jeg finde på deres hjemmeside:


Rotary kræver altså noget af dig, for at de vil sende dig af sted. Heller ikke alle ansøgere bliver valgt, men Rotary vil (som tidligere skrevet) være sikre på, at de kan stå inde for de udvekslingsstudenter, de sender af sted. Hvis du vil have større chance for at blive valgt, så ansøg eventuelt hos flere Rotary-klubber på samme tid. Dette skal naturligvis anføres på din ansøgning, så der ikke er to klubber, der beslutter sig for at sende dig af sted på samme tid.

Julia :)