Det hele var lidt symbolsk da vi denne torsdag morgen, dagen før jeg tager af sted, pillede festteltet ned. Siden min afrejsefest fredag havde det fået lov til at stå på plænen – godt nok var mine venner og al deres alkohol blevet måvet ud, og tilbage var kun de kulørte lamper som mindede mig om en fortræffelig afsked med fortræffelige venner til en fortræffelig fest.
Nu er også lamperne pillet ned. Selv teltdugens efterhånden rest snaskede vægge er igen gjort rene. Den sidste tids voldsomme regn sørgede ellers for at dække dem godt til med blade og andre plantedele, men på denne dag, hvor det hele ellers kunne synes lidt melankolsk, skinnede solen, og skidtet kunne nemt børstes af de tørre vægge. Ja, det var, som om solen selv ville hjælpe mig videre, så jeg ikke skulle bøvle med overståede scenarier men blot se frem mod det, som kommer.
Kun en mere eller mindre bar plet på græsplænen, hvor dansegulvet har været, afslører nu, at der nogensinde har været en fest. En fest som måske nok har sat sit mærke i plænen, men ikke mindst i mig. Ikke et mærke som gør, at jeg bliver hjemme. Tværtimod et mærke som gør, at jeg tør at tage af sted – fordi jeg ved, at mine venner og min familie også vil være der, når jeg om et lille års tid kommer tilbage.
Julia :)
